BetXperts kampsportsekspert, Loke Barrett, har lavet et længere skriv om tilstanden i UFC, som han beskriver som det rene cirkus. 

Det er halvanden måned siden, at WHO klassificerede COVID-19 som en pandemi. Der skulle som bekendt kun gå et par uger, før sportsverdenen lukkede totalt ned. IOC, UEFA, NBA, NFL og MLB. Overalt reagerede man med aflysninger og udsættelser. Der var enighed om, at det ville være uansvarligt at risikere folkesundheden ved fortsat af afholde events. Flagskibet inden for MMA valgte dog en stikmodsat kurs. UFC-præsidenten Dana White har siden begyndelsen holdt fast i, at intet skulle spolere deres program. Som krisen er intensiveret, så har han forsøgt sig med stadigt mere desperate og vanvittige tiltag for at få tvunget sin vilje igennem. Det har udviklet sig til et rent cirkus. Hans håndtering af krisen, eller mangel på samme, stiller UFC i et dårligt lys og åbenbarer flere af sportens skyggesider, der sjældent får nok spalteplads.

Normalt har mine artikler herinde altid en betting-vinkel, men dette er ikke tilfældet her. Nu er man blevet advaret, hvis det er. Det meste af sportsverdenen er sat på vågeblus, så der er ingen kampe at skrive om, men dette er ikke ensbetydende med, at der ikke er noget at dække. Hvis man er ligesom mig, så hænger coronaen en langt ud af halsen. Isolation, afstand, arbejde hjemmefra, hvis man er så heldig. Som om dette ikke var nok, så er man nervøs for sin ældre familie, man overvejer at ringe til lægen ved det mindste host, man er indlagt til den samme daglige TV-avis, mens man vasker hænder oftere, end Donald Trump tweeter noget dumt.

Joe Exotic hjalp os igennem de første uger, men vores virkelighedsflugt holdt kun i syv afsnit plus et opfølgningsafsnit. Det er udmattende, så jeg forstår skam godt, hvis man ikke orker mere corona, men her vil jeg alligevel slå et slag for, hvorfor man som almindelig sportsinteresseret bør læse videre. Mens de store sportsforbund har reageret ens, hvilket har givet en agurketid af hidtil ukendte dimensioner, så har krisen skabt et af de mest bizarre kapitler i MMA-historien, som formentligt langt fra er færdigt, når man læser dette. Der er tale om noget så sjældent som en corona-artikel, hvor det er en promoter uden jordforbindelse, frem for den forbandede virus, der er skurken. 

De første alarmklokker 

UFC nåede at få afviklet en mindre Fight Night i Brasiliens hovedstad, mens hele verden var ved at lukke ned. Guvernøren i distriktet havde bandlyst større forsamlinger et par dage forinden, men denne udfordring blev løst ved, at der ikke var nogle tilskuere i arenaen. Konkurrenten Bellator, som er den næststørste organisation i sporten, havde ellers aflyst deres event dagen før, selvom de i første omgang forsøgte sig med lignende forholdsregler, så beslutningen fra UFC om at køre videre blev mødt af en del løftede øjenbryn. Bellator skulle have fundet sted i Connecticut. Vi var desuden midt i marts, hvor ingen vidste, hvad der ventede, så det virkede ikke så slemt. Det tog dog kun nogle dage, før medierne kunne rapportere om en række uheldige forhold. White havde på forhånd erklæret, at UFC altid har et enormt fokus på deres ansattes sundhed og sikkerhed, men det kom frem, at ingen fightere var blevet testet, før de blev clearet til kamp i oktagonen. 

MMA er en kontaktsport som få andre, så det er komplet umuligt at konkurrere, uden man udveksler sved, spyt eller blod med sin modstander. Det ved enhver, der følger med i sporten, så det virker ret utænkeligt, at UFC ikke skulle have gjort sig nogle overvejelser omkring dette, som virussen spredte sig rundt omkring i verden. Kritikken var knap nok forstummet, før stråvægteren Randa Markos, der kæmpede ved eventet, tog bladet fra munden. Hun var blevet domineret af det brasilianske stortalent Amanda Ribas, så hun var øm og forslået, men på sin hjemrejse fik hun et ildebefindende, hvilket fik hende til at frygte, at hun var smittet. Hun burde være blevet undersøgt med det samme efter sådan en kamp, hvilket er kutyme, men det lader til, at alle fightere uden videre blev sendt hjem, så eventet ikke kom til at belaste det brasilianske sundhedssystem. Det endte med, at hun selv måtte søge hjælp i Canada, hvor de endda nægtede hende en test trods en udlandsrejse, så hun oveni nederlaget var tvunget i isolation for ikke at udsætte andre.

The Show Must Go On 

Man skulle ikke være et geni for at se at eventet i London, en uge efter Brasilia, hang i en overordentlig tynd tråd, men White insisterede på, at intet ville komme i vejen for dem. Det tog kun et par dage, før de engelske myndigheder besluttede, at det ikke ville være tilstrækkeligt med en tom arena, men frem for at lægge sig ned, så valgte man at flytte eventet til USA. Det betød i praksis, at fight cardet faldt fuldstændigt fra hinanden, da det primært var europæiske fightere, der skulle i aktion. Det lader til, at UFC havde en forventning om, at alle skulle smide, hvad de havde i hænderne for at tage afsted. Det havde sikkert været muligt under normale omstændigheder, men nu var situationen en helt anden. 

Leon Edwards, der skulle have været hovednavn, fortalte, at han var blevet ringet op af sin manager tidligt om morgenen, som oplyste ham, at han havde tre timer til at pakke, samle sit team og komme til lufthavnen, hvis eventet skulle reddes. Der blev tilsyneladende aldrig taget højde for, at de fleste lande var ved at indføre strenge rejseforbud, hvilket i værste fald ville betyde, at hvis fighterne forlod deres hjemland, så risikerede de at blive fanget i USA, så de skulle være væk fra deres familier på ubestemt tid. Man må gå ud fra, at de europæere som skulle have kæmpet ved dette event, har fået nogenlunde det samme varsel som Edwards, men det er ikke engang sikkert, da hans kamp var den vigtigste. Det er altså dårlige betingelser at stille sine ansatte. Edwards har efterfølgende kritiseret UFC, som efter hans mening var ligeglade med, hvad der ville ske efter eventet, men som højtrangeret contender på weltervægt, så kan han bedre tillade sig at sige fra. Det er langt fra alle, der er i den situation, så man kunne sagtens have frygtet, at visse fightere skulle have truffet nogle urimelige valg.

Heldigvis endte UFC med at komme lidt til fornuft. De kunne godt se, at det var umuligt for europæerne at komme til USA med så kort varsel, når fremtiden samtidig var så uvis. Det betød dog ikke, at de gav op. Mens europæernes aflysninger blev offentliggjort, så blev en mail fra UFC lækket i medierne. Det viste sig, at de havde kontaktet en række agenter i sporten for at opdrive fightere, der kunne træde til nærmest uden varsel. Det havde ikke den store betydning, hvem det var, eller om de overhovedet var på kontrakt. Man var mere eller mindre parat til at lade revl og krat ind i sportens førende organisation, så længe det betød, at man fik stablet et show på benene. De fleste fightere har lagt blod, sved og tårer i årevis, før de får en chance, og tonsvis får den aldrig, så det er ret fornærmende. 

Snitches get stitches 

Den 16. marts, bare tre dage efter begivenhederne i Brasilia, måtte UFC bide i det sure æble. London blev officielt aflyst sammen med de to næste events. Det var nogle ekstremt hektiske dage, som UFC havde været igennem, så White må nærmest have kørt uden søvn. Det kan måske forklare, hvorfor han ufortrødent væltede ind i den ene forhindring efter den anden. Der var ikke nogen, der var ude efter ham. Alt var sat på standby. Det var bestemt ikke med god vilje, at White gav efter. Hans plan havde været at rykke alle fremtidige events til det private anlæg, UFC Apex, der blev bygget færdigt sidste sommer, men det satte den sportslige kommission i Nevada en stopper for, da den suspenderede alle sportsbegivenheder på ubestemt tid, ligesom der var gjort alle andre steder. Nu var der pludselig ikke nogen events i horisonten før midten af april, hvor årets blockbuster, UFC 249, skulle finde sted.

Medierne fokuserede enormt meget på, hvordan man kunne afholde dette event, da der ikke var nogle tegn på, at staterne ville have hævet deres restriktioner til den tid, men samtidig begyndte der at være flere spørgsmål omkring de fightere, der alligevel ikke skulle i kamp den kommende tid. Normalt får man først sin løn, efter man er vejet ind, men hvad betød dette for atleterne i London? Hvad med alle dem, som skulle have konkurreret til de næste to events, og hvad med dem, som var i fuld gang med bekostelige traning camps til datoer længere ude i fremtiden?

White tordnede over spørgsmålene, som insinuerede at UFC ikke tog vare på deres ansatte, men han kom aldrig med nogle gode svar. Der skulle gå et par uger, inden det blev rapporteret, at alle fightere i London havde fået løn, hvilket vores gode dansker, Nicolas Dalby, bekræftede. Resten har vi stadig ikke hørt om. Hvorfor spille med kortene så tæt til kroppen, hvis alt er fryd og gammen, fristes man til at spørge. Det er meget bekymrende, at der har været en øredøvende stilhed fra fighterne på dette område. Der er enkelte, der tidligere har kritiseret forholdene i sporten, men det er de færreste, som stadig er at finde hos UFC. Her er tale om sportens største skyggeside, der er almindeligt kendt blandt fansene, men som sjældent ser dagens lys udenfor MMA-kredse.

Kun eliten er millionærer 

Der er mange problemer med måden, som UFC aflønner deres atleter. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man tro, at alle fightere er stenrige, men for hver Conor McGregor, der valser rundt i Gucci-minke eller skræddersyede jakkesæt, når han promoverer sine kampe, så er der 100 andre, der har svært ved at få hverdagen til at løbe rundt. Det er umuligt at tale for, at de ikke skal kompenseres langt bedre, når de sætter deres liv og lemmer på spil for vores underholdnings skyld, mens de kæmper på events, som indbringer millioner i billetsalg og TV-aftaler. UFC er en privat virksomhed, så de kan naturligvis gøre, hvad de vil, men det er et faktum, at det kun er mellem 18-20 procent af deres årlige indtjening, der går til fighterne. Til sammenligning betaler NBA, NFL, NHL og MLB et sted mellem 40-50 procent af den årlige indtjening til deres atleter. UFC er vokset eksponentielt det sidste årti, så fighternes løn er skam steget, men slet ikke tilstrækkeligt. 20 procent af ti millioner er selvsagt bedre end 20 procent af en million, men dette ændrer ikke på, at strukturen er nøjagtigt den samme, mens det stadig er fighterne, som er produktet. Alle tuner ind på grund af dem.

Eliten er godt betalt. De får millioner for deres kampe, mens superstjerner som McGregor samtidig får en bid af PPV-salget, hver gang de kæmper. Fighterne lavest i fødekæden må dog normalt nøjes med 10-12.000 dollars for hver kamp. Oveni dette kommer en win-bonus, som typisk matcher grundlønnen. Det skal med, at der ofte er store udgifter forbundet med en camp, hvor man betaler for træning, sparring og en kostplan, som en diætist måske har sammensat specifikt til en, så hvis man kæmper tre gange årligt uden at vinde, så har man dårligt nok til elregningen. Dette er grunden til, at mange fightere går i buret trods skader. Man kan selvfølgelig klatre op ad rangstigen, men for mange lykkes det aldrig. Foruden dette lavede UFC for nogle år siden en aftale med Reebok, da de ønskede mere strømlining af deres produkt, hvilket medførte at fighterne ikke længere kunne supplere deres normale indtægt med personlige sponsorater. Hos f.eks. NBA og NFL har spillerne specialdesignede sko, men fighterne får kun et bestemt udvalg af shorts, mens de kæmper i bare fødder. Reebok-aftalen er sat sådan op, at det igen er eliten, der bliver tilgodeset.

Det værste er, at det er UFC, der bestemmer, hvem fighterne skal møde. Her har eliten selvfølgelig en del indflydelse, men de mindre navne kan dårligt sige fra, når de bliver tilbudt en kamp. Der er mange fightere, der kun kæmper to gange om året, selvom de ville foretrække at være mere aktive. Det kan de ikke rigtigt gøre noget ved. Hvis man først gør sig upopulær hos ledelsen, så kan det nemlig føre til færre bookinger. Samtidig kan man risikere, at man bliver matchet urimeligt hårdt op, så man ikke blot mister indtægter på grund af lønstrukturen med bonusser for sejre og ekstraordinære præstationer. Man kan også ende med et par nederlag på stribe, som UFC kan bruge som påskud til en fyreseddel, fordi man ikke er god nok. Der er flere eksempler på fightere, som har lidt den skæbne - Jon Fitch, Jacob Volkmann og Leslie Smith. Når man forstår de forhold, som fighterne er ansat under, så giver det lidt sig selv, hvorfor det er så sjældent, at nogen råber op. Dette forklarer samtidig, hvorfor så mange fortsat er villige til at gå i krig, selvom de udsætter sig selv og deres familier for smittefare. Om der er corona eller ej, så takker langt de fleste altid ja, hvis UFC ringer.

Kaos og grådighed 

Vi spoler tiden frem til begyndelsen af april. White var med en vis stolthed begyndt at proklamere, at UFC var de sidste, der var blevet lukket ned, mens de ville være de første, som kom tilbage. Han var fuldstændig kompromisløs. Han havde nemlig et par esser i ærmet, så ingenting kunne spolere årets højdepunkt. UFC 249 ville finde sted, koste hvad det vil. Mine MMA-abstinenser var i fuldt flor, men det var alligevel svært at bakke op om det hele. Jeg savlede skam også over udsigterne til endelig at klodens to bedste letvægtere, Khabib Nurmagomedov og Tony Ferguson, skulle mødes, efter fire tidligere kampe mellem dem var faldet fra hinanden, men det betød altså ikke, at dette event var det vigtigste i verden. Det var nødt til at finde sted under ordentlige forhold, hvilket krisen dårligt tillod. Der var en masse hemmelighedskræmmeri hos UFC, da man sikkert frygtede, at nogen ville gribe ind, så snart planerne blev offentliggjort. Det førte til, at Nurmagomedov aldrig fik at vide, hvor han skulle kæmpe henne, så han blev fanget hjemme i Dagestan. Han oplyste hurtigt, at han ville rette sig efter den russiske regerings rejseforbud, så kampen med Ferguson endnu en gang blev skrinlagt. Det var selvfølgelig ærgerligt, rent sportsligt, men min formodning var, at slaget betød, at White omsider måtte strække våben, så drømmekampen blot blev udsat. 

Det var ikke tilfældet. UFC reagerede på nyheden ved at booke Justin Gaethje som reserve, mens alt andet fortsatte som om, at intet var hændt. Under normale omstændigheder ville dette have været forståeligt, men det var ikke en hvilken som helst kamp, som man havde mistet. Ved at insistere på at afholde dette event, så satte UFC historien på spil. Jeg mener, at Nurmagomedov vs. Ferguson er den største kamp nogensinde. Vi taler om en kollision mellem to unikke talenter i deres prime, som begge har historisk lange win streaks i sportens stærkeste division. Vi har i øvrigt ventet på kampen i årevis, så den er simpelthen nødt til at finde sted. Den vil aldrig kunne appellere lige så bredt som en McGregor-kamp, men set ud fra et sportsligt perspektiv så bliver det ikke bedre. UFC er helt med på dette, men alligevel var de villige til at sætte alting over styr ved at tilbyde Ferguson en anden modstander med så kort varsel. Nu virkede det ikke længere bare som trods fra White, der altid har været parat til at give alle kritikere langefingeren. Måske stak noget andet under.

Medierne var generelt bestyrtede over det kaos, som ugen havde budt på. De begyndte nu at berette om, at det muligvis var ejerne af UFC, agentbureauet Endeavor, der var den primære årsag til, at man nægtede at sætte noget på pause. Rygterne sagde, at de havde udbetalt 300 millioner dollars til diverse investorer, inden krisen ramte, hvilket betød, at de var havnet i økonomiske problemer. Pengene blev hentet hos UFC, men uden flere events så var dette kun en midlertidig standsning af blødningen. Disse historier er mere eller mindre blevet verificeret efter, at Endeavor i forrige uge officielt fik nedjusteret deres kreditrate. Så meget for, at fansene fortjente underholdning, mens fighterne havde ret til at gå på arbejde, selvom det var krisetid. Det runger hult nu.

Som de fleste sikkert ved, så er krisen blevet stærkt politiseret i USA, hvor store dele af befolkningen trodser eksperternes råd. Der er ligefrem demonstrationer i flere af staterne, der er under demokratisk ledelse. Det er en anspændt situation, men frem for at spille med åbne kort, så har White blot hældt mere benzin på bålet ved at koble disse stridigheder sammen med den modstand, som UFC er blevet mødt med. Alle kritiske journalister blev udråbt som venstreorienterede slapsvanse, som var det taget ud af Trumps playbook. Det rører ikke mig, at White er kæmpe Trump-tilhænger, men det betyder ikke, at alle som følger sporten behøver at blive sat i samme bås. Det er skammeligt, at man forsøger at fremstille sig selv som martyr, mens ens primære mål er at udnytte krisen til at tjene penge. Det er ingen hemmelighed, at der kan være en kolossal gevinst i at være den eneste sport på markedet, men derfor kan man stadig godt pakke sin griskhed lidt ind. 

Reservater og private øer 

White faldt lidt ned efter det sidste raserianfald. Han havde som sagt nogle esser i ærmet, som ingen kendte til. Det viste sig, at han nu regnede med at afholde de kommende events i den lille californiske flække, Lemoore, som huser kasinoet Tachi Palace. Det var intet mindre end genialt, så længe man bare ignorerer alt, der har med etik og moral at gøre. Nu kunne intet længere komme i deres vej. Kasinoet er nemlig ejet af en indiansk stamme ved navn Tachi-Yokut, som har deres eget reservat. Som bekendt er disse områder ikke underlagt de enkelte staters påbud, så der var ingen sportslig kommission, som kunne spolere festen. Det endte dog med, at UFC fik endnu mere magtfulde folk på nakken. De brød teknisk set ikke nogen love, men de bøjede dem hårdt.

Den 10. april skrev Californiens senator, Dianne Feinstein, et åbent brev til White og den indianske stamme, hvor hun på det kraftigste opfordrede dem til at aflyse. Hendes bøn blev hørt hos ESPN, som viser UFC, og Disney, der ejer størstedelen af den store sportskanal. Det forlyder også, at Californiens guvernør, Gavin Newsom, var med til at lægge pres på dem. Det var således direktiver fra oven, der blev Whites endeligt. Beslutningen er blevet rost flere steder, men jeg tvivler på, at disse virksomheder handlede af et godt hjerte. De vidste godt, at der var penge at hente, hvis UFC kørte videre, mens alle andre sportsgrene var lukket ned. Samtidig har de, hvis man lader tvivlen komme dem til gode, som minimum valgt at kigge den anden vej, mens White begav sig ud på sit personlige korstog. Noget af det, som giver mig den dårligste smag i munden, er, at UFC efter al kritikken i Brasilia, har lovet, at deres fightere vil blive testet, hvis de skal i kamp. Det er skam en forbedring, men USA er i krise og har overhovedet ikke tests nok. Det er umuligt at forsvare, at unge atleter i fænomenal form bliver sat forrest i køen mod svage og ældre. Foruden dette er det sikkert, at når UFC afholder et event, så vil der altid være fightere, som får brug for noget lægehjælp. 

Det seneste påfund fra White, der må være det mest vanvittige i hele sagaen, er, at UFC eftersigende har anskaffet sig en privat ø, som man vil afholde events på. Ideen er, at man fragter fightere fra hele verden frem og tilbage, så man omgår de enkelte landes rejseforbud. Infrastrukturen er ved at blive bygget, så Fight Island kan blive taget i brug til juni. Foruden oktagonen, som kampene vil finde sted i, så er der tale om både træningsfaciliteter og hoteller til indlogering. Det er faktisk ikke første gang i MMA-historien, at man ser noget lignende, selvom dette er mere ekstremt end tidligere. Før sportens popularitet eksploderede, så havde den excentriske ejer af Bodog, Calvin Ayre, problemer med at blive sanktioneret på grund af sit bookmakerimperie, men han tog sagen i egen hånd ved at afholde events på stranden i Costa Rica. Fighterne nød en uge i et tropeparadis med alt betalt, men rent sportsligt var det lidt af en fadæse. Det var så varmt, at gulvet i buret blev umuligt at stå på. En kamp endte ligefrem med, at en fighter overgav sig, fordi hans ryg blev skoldet, da han blev lagt ned. Man forsøgte siden at køle buret med is, men det betød, at gulvet blev til en glidebane. Vi må håbe, at UFC har lært en  smule, hvis deres nye projekt faktisk bliver til noget.

Lys for enden af tunnelen 

Vi er nu nået til sidste kapitel i fortællingen. I midten af sidste uge kom det nemlig frem, at Florida har tænkt sig at tillade sport igen. Guvernøren, Ron DeSantis, har vedtaget, at live underholdning er essentielt for folketrivslen og økonomien, så hvis det blot finder sted bag lukkede døre, så er der ikke nogen problemer. Det kan man mene om, hvad man vil. DeSantis plejer at være immun over for sund fornuft, men jeg er som sådan ikke uenig med ham her. Jeg har bare utroligt svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre at åbne op for så meget på forsvarlig vis inden for få uger. Det virker forhastet, men lad os ikke male fanden på væggen. Det ville være fantastisk, hvis de rent faktisk kunne få det hele til at fungere. Som det er nu, så afholder UFC altså deres næste event den 9. maj. Desuden smækker de tre events mere op til de efterfølgende to uger. Det hele skal foregå i Florida, men dette kan sagtens nå at blive ændret, hvis andre stater begynder at kigge langt efter alle de millioner, som de kommer til at blive snydt for, fordi de passer mere på. UFC har i øvrigt slet ikke droppet deres ø, da de ender med at løbe tør for amerikanere, når de sejler for fuld skrue igen.

Nu har jeg været meget kritisk over for UFC, men bare fordi man elsker nogen, så behøver man ikke vende det blinde øje til, når de gør noget forkert. Jeg har skrevet om sporten i mere end ti år, så vi er for længst forbi bryllupsrejsestadiet, hvor det hele er fascination og entusiasme. Der er sket meget i den periode, men da min passion blussede op, der var sporten slet ikke så accepteret, som den er nu. Mange steder i verden var den ikke engang lovlig endnu. Jeg husker tydeligt, hvordan nogen kunne finde på at rynke på næsen, hvis jeg afslørede min kærlighed. Vi er kommet så langt siden, så derfor går det mig virkelig på, hvis der sker ting, som sætter fighting i et dårligt lys. Vi er lidt sportens red light district, så medmindre de største stjerner skal i kamp, så lader de fleste som ingenting, men bare fordi der er stille, så betyder det ikke, at kritikerne ikke sidder på spring. Tænk nu, hvis en fighter skulle blive smittet, hvis vedkommende inficerer deres camp, hvis de smitter et familiemedlem, hvis det, gud forbyde det, fører til dødsfald, fordi UFC ikke tager de samme forholdsregler som de andre sportsgrene. Det kunne få en helt masse negative konsekvenser.

Når dette er sagt, så skal det med, at alle sportens fans er i evig gæld til White. Det var den fuldstændigt samme trodsighed, passion og arbejdsmoral, som han har udvist under krisen, der gjorde, at UFC ikke måtte dreje nøglen om tilbage i midten af 2000'erne. Dengang gav hans attitude og engagement bare langt mere mening, end hvad der er tilfældet i dag.